UGE 5: Røde kinder og varme boller

Kære Skattebasser

Varm chokolade og boller. Kroppen varmes op inde fra.
Gå en tur med din hund og din kæreste i hånden.
Få røde kinder og højere puls. Se ud og op, og nyd det du ser.
Så går du hjem og bager hvide, gammeldags hvedefødselsdagsboller
og serverer varm chokolade med flødeskum, foran pejsen.

Til boller så gør du sådan her:
1 pk. gær røres ud i en skefuld sukker.
Lidt salt. Kanel. Kardemomme.
Smelt 100 gr smør i en gryde.
Tag den af og tilsæt 4 dl kold mælk.
Hæld mælkeblanding og mel skiftevis op i gæret og ælt det sammen.
Tilsæt også 2 æg undervejs.
Ælt mel i til det ikke klister mere.
Sæt til hævning mens du laver din chokolade.
Tag 1 l sødmælk og lun den.
Tilsæt 500gr mørk, hakket chokolade og rør rundt, til det er smeltet i mælken.
Pas på det ikke sætter sig i bunden af gryden.
Håndpisk 1/2 l piskefløde så den er let og luftig.

Rul dine boller i små passende kugler, og stil dem på en plade.
Pensl med æg. Bag dem i ca 35-40 min ved 180gr, så de er let gyldne og smukke.


Server med tandsmør og marmelade.
Hyg dig foran pejsen og mærk varmen i kroppen og i kinderne. Mums.

Hold krudtet tørt og hjertet varmt.
Kys, knus og bamsekram
Den Røde