Forleden postede Salon nogle helt fantastiske billeder på Facebook

Billederne var af Den Røde sammen med Lars Nørgård og Bordets Glæder under tilblivelsen fra sidstnævnmtes atalie – .

Dette værk et et af mine personlige favoritter, fordi det repræsenterer ufatteligt mange minder og historier fra Indre By, og fordi det er fra omtrent samme år, som jeg selv begyndte at frekventere kælderen.

Da begejstringen over gensynet havde lagt sig, og jeg havde studeret billederne nærmere, blev jeg sgu en smule overrasket. Hvordan pokker kan man poste billeder af dette værk uden overhovedet at undre sig over, at en helt central del af værket mangler.

Hele Salons omdrejnings punkt, Den Røde, er væk? Og med ham hans stærkt humoristisk ble. Hvordan kan man poste dette uden at undre sig?

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget…

Jeg kontaktede resolut Lars for at få en forklaring – så her får I historien

TT: Hej Lars, long time… Kan du ikke fortælle mig lidt om hvordan og hvornår du mødte Claus, og især hvordan dit portræt af ham blev til.

LN: Jeg husker ikke hvor jeg mødte Claus første gang, men formodentlig gennem Mike (Willaume). Han er i øvrigt den højt skræppende gase, på billedet.

Vi begyndte at komme MEGET jævnligt, hos Claus. Vi, altså Lemmerz, Kvium, Frandsen. Nogle fik kærester, koner og børn og andre kunstnere kom til. Meget familiært og rundhåndet udskænkning…

Claus bestilte det her billede, ret tidligt i forløbet. Bordets Glæder hedder det, og det var IKKE tænkt med Claus på.

En aften kom han og Ivan Edeling ud med favnen fuld af flasker. De så billedet og var på grænsen til begejstring.

Allerede dengang havde jeg levet af min kunst i 10 år og kunne mærke når folk udtrykte glæde uden helt at mene det. Vi sad oppe i stuen og drak. Claus’ ben gik op og ned som trommestikker. Øahh hmøah..

Kunne du male mig ind i billedet fik han endelig sagt.

Jeg tog mit flotte nyindkøbte Nikon spejlrefleks frem.

Jo da. Læg dig på sofaen.

Det gjorde Claus – med hovedet på armlænet. Han blussede af vin og glæde.

Vi gik ned i kælderatelieret og kiggede på billedet.

Dér!

Oprindeligt lå det et græskar på bordet. Det malede jeg over med med en tyk titanhvid.

Godnat.

 

 

Næste dag…  film til fremkaldelse… og en brochure om bleskift fra apoteket i Smallegade. Alt var meget easy, Han var let at male og det passede som fod i hose i kompositionen.

TT: Hvad med alle dyrene?

LN: Dyrene er mere tænkt som Jens Hansens bondegård. Dog ikke Mike. Gasen var helt 100 ham! De andre dyr kan man jo altid hæfte på persongalleriet, dér i kælderen de år. Men det er forkert at sige at det er den og den…. det var en komposition der skulle gå op. Og helst med de skabninger restauranten kunne tænkes at servere for den sidste generation af analoge kunstnere

TT: Der er gennem tiderne skrevet meget om Claus og Gl. Mønt. Er der nogensinde nogen der har nævnt portrættet?

LN: Ud over de bøger og kataloger jeg selv har søsat gennem årene, ved jeg ikke om Bordets Glæder er omtalt nogen steder. Det er nok lidt af et side show maleri, og det er synd og skam.

Vil gerne i gang med et større værk end det hidtidige. Hovedet bugner af anekdoter. Om det så er noget folk gider læse, er en anden sag. Men så skal billedet have rigeligt spalteplads!

TT: Den opfordring lader jeg lige gå videre… HYG

Bordets Glæder med med sprællende ben

For mig personligt er Bordets Glæder fantastisk – om der er tale om stor kunst eller ej skal jeg ikke kunnme sige. Men det repræsenterer en tid, et person galleri og en stemning fra Indre By 100 m fra min gamle hoveddør. Stemningen er heldigvis intakt – og stadigvæk inden for voldene – i Salons fantastiske lokaler.

At Bordets Glæder så samtidigt reræsentere  den sidste generation af analoge kunstnere giver det pludseligt en dimension jeg ikke lige havde tænkt over.

Tingstrup (med tak til Lars for lørdags hygge)

Og når vi nu er ved de analoge kunstneren og Den Røde…

Hvor mange stamkunder fra kælderen kan du genkende?