Den Flydende Univers:

… en kogebog om dekoktets kraft og livets lyksalighed.

Claus Christensen og Søren Wedderkopp:

Originaludgave i stort format, signeret og nummereret: 203 s. ill.

Brøndum.

Anmeldelse: Dekoktets kraft

Om supper og ikke så lidt andet – endnu en pragtkogebog fra Brøndum

Ny bog
Alt tyder på, at suppen, den kære, har sit sproglige udgangspunkt i diverse afkog oftest suppleret med opblødt brød. Således forklarer ihvertfald etymologien ordet suppe. Dermed er jo intet sagt. Enhver kan sige sig selv, at menneskene fra den skønne, dag kogning i kar blev opfundet, har vidst at tilsætte alt for hånden til det boblende vand: jagtdyr og grønsager, fisk og urter. Altsammen med henblik på velsmag og næring. Suppen er en genial form for næring: varm og aromatiserende, med uanede muligheder for variation og tilbehør. I sommerhalvåret kan flere typer nydes kold. Hvad kan man mere forlange af en fødevare.

De ældgamle ordsprog fra ind- og udland kredser med forkærlighed om den varme gryde, hvilket godtgør suppens centrale plads på alle tiders spiseborde. Flere af visdomsordene vidner imidlertid om, at den gode suppe ikke giver sig selv. Når kællingen således fiser over suppen, må man tro hende, når hun siger at det er i et behjertet forsøg på at få den til at smage af noget. Og at suppen ikke altid baserer sig på en forsvarlig fond, får man vished om, når én kone ved fundet af sin karklud i suppegryden lettet udbryder: Gud ske lov den var ren – og når en anden, der koger suppe på skipperens nathue, fastslår at det ikke er alt, man har godt af at vide.

Mad og sex
Hvad angår det sidste, synes det nu som om, at alt værd at vide om supper er samlet i Claus Christensens og Søren Wedderkopps nye kogebog med den unægteligt omfattende titel: Det flydende Univers. Ved en hastig gennemgang af forhåndenværende suppekogebogslitteratur i anmelderens suppeorienterede køkkenbibliotek tyder intet på, at forlægger Brøndum praler utilbørligt, når han i sin pressemeddelelse anfører, at udgivelsen vel nok er den mest fyldestgørende suppekogebog, der er kommet på dansk. Det ser faktisk sådan ud.

Men bogen er igen mere end kogebog. Undertitlen: En kogebog om dekoktets kraft og livets lyksalighed antyder retningen i de to forfatteres kulinariske skole: Man skal æde for livet, og mens man har det. Hjertens gerne med skumle strategier i baghovedet om opnåelse af flere sammenløbende nydelsers højere enhed. Kort sagt mad og sex.

Tekstens hensigt understreges ligesom de tidligere udgivelser i denne kogebogsserie – den første om fisk, den næste om svinekød – ved grafiske arbejder af Michael Kvium, Erik A. Frandsen, Lars Nørgaard og Christian Lemmerz. Det kønsligt orale, der jo er nærliggende i al god madlavning og efterfølgende fortæring, har så absolut fundet motiv hos de fire kunstnere, der arbejder grafittisk med frække tegninger. Som om det er kokkene, der, mens de venter på nedkogningen af et tyrehoved med suppevisk og urter, ser deres snit til at tegne noget vildt sjofelt på køkkendøren. En formidabel virkning i en sanselig kogebog.

Hvad angår selve opskrifterne føler man sig som de tidligere bøger sikkert vejledt. Også den mindre rutinerede fridagskok med hukommelsestab i erfaringen med grundsuppens tilblivelse kan finde trøst og vejledning hos Claus Christensen og Søren Wedderkopp. På de første sider gennemgås suppekogningens grammatik så at sige: fonden. Det skal indrømmes, at kapitlet og de efterfølgende gentagne påmindelser om, at der ingen genvej er til en god fond, hensætter den ambitiøse amatør i skammekrogen. Det er jo ikke hver gang, man går hele omvejen. Lige så klart fortæller ordsproget, hvad der så sker: Man kan koge suppe på en pølsepind, men den bliver derefter.

To udgaver
Som de to tidligere kogebøger fra Brøndum er Det Flydende Univers fremstillet i to udgaver: Én i nummereret, signeret storformat, som det ikke er tilrådeligt at have stående i røg og damp på køkkenhylden. Én i mere brugervenlig i størrelse, udstyr – og pris. Det skal dog ingen hemmelighed være, at pragtudgaven yder de grafiske blade den højeste retfærdighed. For nu at sige det på den måde: hvad der ikke hver gang er indlysende i folkeudgaven, bliver det så meget desto tydeligere i den dyre.

Hvis man skal vælge blandt de utallige, yderst velskrevne opskrifter, må valget jo ifølge sagens natur være en smagssag. Denne læser kan ikke forestille sig, at han nogensinde får taget sig sammen til at lave consomé med lakeret svinehoved og hjerneboller i filo. No way! Derimod står hans hu til en god gammeldags kørvelsuppe, som de to kreerer prosaisk indbydende og formentlig mesterligt i manifesteret form. De fire grafikere glemmer ikke i den forbindelse at associere det, man almindeligvis associerer med kørvel.

Den er hjemme, skønt opskriften godt kunne have mindet læseren om, at kommensnaps til kørvelsuppe er fint. Så meget mere, som at de bramfri kogebogsforfattere anbefaler sund mad i form af store mængder grønsager. På den måde kan man mere velbehageligt drikke sig ihjel.

Lad det anførte her være en varm anbefaling af Det Flydende Univers. Som kogebog, som opbyggelig læsning og som grafisk oplevelse. Man føler trang til at sige til hver og én af bidragyderne, hvad ordsproget ønsker for det gode menneske: Måtte udi dit livs suppe, kødbollerne altid hoppe.

Georg Metz, Information 18. september 1997